Grenaa_lillegadeGren Aaen IMG_1410Grenaa MarinaGrenaa å og havn

Grenaa - Kåret til Danmarks hyggeligste handelsby 2012

Grenaa er Djurslands største by og er en veludstyret shopping- og handelsby med ca. 100 specialbutikker. Med et bredt udvalg af mærketøj, sko, brugskunst, blomster m.m. er Grenaa stedet at shoppe og byen er i 2012 kåret som Danmarks hyggeligste handelsby. Tre gågader mødes på torvet, og herfra finder man butikkerne i et samlet lukket gågademiljø. Når sulten melder sig, har byen et bredt udvalg af spisesteder fra hyggelige caféer til restauranter og diners. 

Her finder du mere om aktiviteter og butikker i Grenaa

Hen over hele året afvikler ShopiCity Grenaa spændende aktiviteter i midtbyen.
Se aktivitetsprogram på www.shopicitygrenaa.dk

Kunst og kultur

På en spadseretur rundt i byen kan du bl.a. se mange forskellige skulpturer, ligesom der løbende er kunstudstillinger. På torvet ligger Grenaa Kirke, som indeholder et af de fineste orgler i Nordeuropa foruden et meget anerkendt klokkespil med 42 bronzeklokker.

Baunhøj Mølle er Grenaas varetegn og er vært for både vielser, løbende kunstudstillinger og aktiviteter. Den gamle mølle brændte ned i maj 2002, så det
er en helt nyopført mølle, der nu ligger på toppen af Baunhøj. 

Attraktioner

Det er også i Grenaa, du finder Kattegatcentret og Museum Østjylland med oldtidsfund fra Djursland. Kom ind på museet i Grenaa og få et kort til en vandring i middelalderkøbstaden Grenaa og på Grenaa Havn eller en vandring i naturen
omkring Grenaa.

Tæt ved Grenaa bymidte ligger "Åbyen" med en kunstig ø i Grenåen omgivet af kanaler. Her er der bygget både private huse, forretningsejendomme og kajpromenader m.m., det skaber tilsammen miljø og liv i området.
Å-stien strækker sig fra byen til havnen, og på vejen ligger der flere supermarkeder og butikker. Her er også et godt udgangspunkt for at bevæge
sig videre ud i naturen med skov og hede og et veludbygget stinet for vandrere, cyklister og ryttere. Bl.a. ligger Danmarks længste singletrack bane i plantagen.

Havn, strand og natur

Grenaa Havn består af 4 havnemiljøer, med bl.a. fiskerihavn og en moderne lystbådehavn. På lystbådehavnen er der ferieboliger, restaurant og butikker. Fra lystbådehavnen kan du nyde udsigten til Grenaas 7 km lange sandstrand, familievenlig og med gode faciliteter. 

Stranden er bl.a. kendt for at være kåret til Jyllands bedste strand. Om sommeren er Trygfondens røde/hvide livreddertårn bemandet og du kan møde naturvejledere fra Naturcenter Norddjurs.

DjursWindGlobe

På havnen ved Kattegatcentret finder du DjursWindGlobe, som er en digital udstilling om havmølleparken ved Anholt. Udstillingen henvender sig til både børn og voksne og omhandler den bedrift, det er at bygge og drive en havmøllepark. Anholt Havmøllepark er en af Europas største havmølleparker og omfatter et areal
på 88 km2 og 111 vindmøller.